Afsides, afsondret og isoleret for enden af en vej ligger den lille by, Dogville. Uden umiddelbar uset adgang til byen, og derfor også uden umiddelbar mulighed for at komme uset væk igen. Dogville - et godt sted at gå i hundene. En aften ankommer Grace til byen - forvirret og forkommen. Og måske forfulgt, vi ved det ikke, for der lød godt nok nogle skud langt borte, men har de noget med hende at gøre? Hvem er hun? Hvad vil hun i Dogville?

Den unge forfatterspire Tom tager hende til sit hjerte. Og selv om han kunne tjene penge på at angive hende, kæmper han for hendes ret til at blive i den lille by. Trods de øvrige indbyggeres modvilje. Som moralens selvbestaltede vogter i byen indkalder Tom til møde i byens ø-råd, og alle beslutter en to-ugers frist til Grace. Kan hun inden for disse to uger bevise sin egen eksistensberettigelse i byen, kan hun blive. Integration lettest gennem arbejde, og gennem arbejde lærer vi hinanden at kende, på både godt og ondt. Og for Grace udvikler arbejdet sig til at være dagligt slid. Først accepterer byens indbyggere at hun udfører det arbejde ingen har brug for at få udført, alt det unødvendige arbejde. Alligevel har Grace dagen fyldt, men beklager sig ikke. Tværtimod accepterer hun de mere eller mindre bevidste ydmygelser.
  De to ugers frist udløber, og byen stemmer for at hun kan blive. For det er dejligt og meget handy med den ekstra hjælp. Grace og Toms forhold udvikler sig, han er forelsket i hende, og hun i ham. Men det må naturligvis gå galt - hvor længe var Adam i Paradis, synes at være en bagvedliggende mulig tanke for Grace. Ydmyget og åndeligt voldtaget af en mindreårig dreng med sadomasochistiske tendenser trædes hun yderligere under fode da byen vender sig mod hende - sandheden er sandelig ilde hørt i Dogville, og fordi hun kommer ude fra og er brudt ind i et sammenhold, er det 'selvfølgelig' hende der bærer skylden. Janteloven i højeste potens. Og byens belønning for hendes sandhed og tilståelse er blot forstærkning af ydmygelserne, ekstra arbejde og mindre i løn! Og så ikke mere om handlingen, for det vil være at ødelægge den filmiske oplevelse! Men overraskende, det er den!

Mine første tanker om Dogville var på forhånd forvirring over de manglende kulisser og kridtstregerne på gulvet og om ensembleskuespillet. Men sikken det fungerer! Skuespillet er i absolut topklasse, alle uden undtagelse agerer så overbevisende at der er tale om enestående præstationer. Især Nicole Kidman skal fremhæves - hun er så køn og så sårbar, og så vælter hun ned fra lærredet og ind i rummet. Jeg har altid haft det svært med hende - der var lidt for meget australsk forstadsdatter over hende til at begynde med, men bruddet fra Tom Cruise klæder hendes skuespil. Hvor er det godt! At hun fik en Oscar for sin rolle i The Hours, forstod jeg ikke, og får hun ikke en Oscar for rollen som Grace, så forstår jeg det heller ikke!

At kulisserne ikke er til stede, og selv hunden blot er en lydkulisse, tænkte jeg ikke længe over. Tværtimod er det en force for filmen, for det tvinger publikum til selv at danne billeder inde i hovedet, tvinger os til igen at bruge vores fantasi. Hvor er det modigt og befriende af Lars von Trier! Og hvor er det genialt, en slags dogmatisk dogmefilm - renere kan film ikke blive!
  Dialogen og historien er så overbevisende at det er skræmmende, for der er vitterlig mange referencer til vores egen tid og til vores egen måde at opføre os på over for fremmede. Kritikken af kapitalismen og en kristen doktrin ligger lige under overfladen, ganske som den gør i andre af von Triers film. Et menneskeligt grundvilkår for ham selv, og for os andre kan dette bruges til selvrefleksion. Er vi mennesker virkelig sådan? Er det den måde vi byder fremmede velkommen på? Jeg håber det ikke, og jeg vil i alle fald bruge lidt tid på at tænke på min måde at byde velkommen på.