kunst, langeland, hund, hunden, toldboden, johannes, larsen, kerteminde, Fyn, Sydlangeland, blomster,"
Kanel - et gensyn med Møllebakken

Rødhalset gås. Akryl og lak på lærred, 120 x140 cm

Rhodondendron. Akryl på lærred, 80 x 100 cm

Nye malerier af Lars Bjødstrup og Peter Mengel

til toppen af siden

Udstilling på Toldboden, Kerteminde.

Solidt plantet i det fynske malermiljø har malerne Lars Bjødstrup og Peter Mengel udfærdiget en serie malerier, som i et nutidigt formsprog tager udgangspunkt i huset på Møllebakken i Kerteminde. Malerierne, billederne, rummene og de malere, der færdedes i huset, danner skelettet for de konkrete malerier, hvor fladen og materialet anvendes og bearbejdes. Malerierne er udført i et kreativt, anstrengende og udviklende samarbejde mellem de to kunstnere.

Kunstneren Johannes Larsens branding som fuglemaler og kunstner kommenteres i maleteknikkerne - stoflighedens æstetik kommenterer, kommenteres, sætter i relief og sættes selv på prøve. Resultatet er overflade, dekoration, der udelukkende lader ane en stræben og søgen. I malerierne optræder Møllebakken og Johannes Larsen som en mulig nøgle - ikke til de konkrete malerier, men for beskueren. Med fortællingen i hånden har beskueren mulighed for at levere indholdet til malerierne.

 

Fortællingen, som kunstnerne har hørt den:

Der var en gang en billedkunstner i Kerteminde. Han hed Johannes Larsen og elskede dyr, især fugle. Han malede fugle på lærreder, på vægge, og han trykte dem på papir. Han var en meget flittig kunstner. Johannes havde mange venner på Fyn. Flere af vennerne var også fynske malere, og som Johannes var de kendt i Danmark og andre lande. De var blevet fynske, fordi de boede på Fyn. Den mest kendte af dem alle var dog Johannes selv.

Johannes boede i Kerteminde. Han blev gift med sin Alhed, fik børn og blev velhavende. Han byggede en stor villa på Møllebakken. Fra villaen var der udsigt over vandet. Alhed og Johannes indrettede boligen med moderne bekvemmeligheder, og væggene blev dekoreret med fugle og med dyr, og en landlig æstetik prægede overalt de lyse rum. I sit atelier malede Johannes malerier af fugle, af dyr og af mennesker. Johannes var alt i alt en pæn mand, og det museum, der nu står i og ved hans bolig, er pænt.

Et sted ved Møllebakken skjulte Johannes en lille kasse. Den er stadigvæk gemt. Det vides ikke, om den ligger gravet ned i haven, eller om den er muret ind i væggene i huset. Enkelte gæster mener at have set og ligefrem hørt den under vandspejlet i det lille, yndige bassin, der findes i væksthuset ved Johannes' atelier.

Under udgravningen til den nye museumsbygning skete noget mærkeligt. Da gravearbejdet startede lige efter jul, fandt man en klæbrig, grå masse fyldt med fjer og fugleknogler - faktisk lignede det en kæmpe stor uglegylp. Da man ville fjerne den stadigvæk lune masse, opdagede man, at den på en måde lå i et lille sort, kasseformet hul. Efter et byggemøde, hvor sagen blev ivrigt diskuteret, besluttede man at rykke nybyggeriet en smule, således at man ikke gravede yderligere i det område, hvor gylpen befandt sig. Man dækkede klumpen til og lovede hinanden, at man aldrig ville røbe stedet. De oprindelige tegninger til den nye tilbygning blev destrueret, nye blev fremstillet, og sagen blev dysset ned.

Alligevel kan man på sommerdage være heldig at finde stedet. Hvis man bevæger sig rundt om den nye tilbygning, er der et sted, hvor der dufter ganske fint af kanel. Johannes blev alene, blev gammel og døde efter at have levet et langt og lykkeligt liv på sin elskede Møllebakke.

Bagenkop august 2001
Lars Bjødstrup og Peter Mengel

til toppen af siden

Pressemeddelelse

Kanel- et gensyn med Møllebanken

En maleriudstilling i Toldboden, Kerteminde


Fra kunstmiljøet på Sydlangeland til Kerteminde

På Sydlangeland helt nede ved Bagenkop, der hvor sikaderne fylder de lune augustaftener med lyde, der normalt høres ved Middelhavet. Her samles en række kunstnere ikke alene under augusthimmelen i haven, men også inden døre når vejret slår om og bliver koldere.

Hos Lars Bjødstrup og Peter Mengel mødes en række af de kunstnere der er bosat på Sydlangeland. Lars og Peter er selv udøvende kunstnere der i en årrække har arbejdet sammen, malet på de samme billeder, skændes og udviklet sig kunstnerisk.
"Basen her på Sydlangeland med de mange kolleger er utrolig vigtig for os "udtaler Lars. "Ja" bekræfter Peter. "Samtalen om kunst og de mange forbindelser, der fører her fra rundt til byer og steder i Nordeuropa, er meget værdifulde".
Forbindelsen går også fra Sydlangeland til Kerteminde. Sidste år udstillede den Sydlangelandske grafiker Bo Valentin på Toldboden, og i år i september er der kunstnerne Lars Bjødstrup og Peter Mengels tur.

til toppen af siden

Inspiration

Med udgangspunkt i Møllebakken, Johannes Larsen og museet har kunstnerne Lars og Peter lavet en serie billeder. Tidligere har kunstnerparret beskæftiget sig med Johannes Larsen i deres malerier - på en udstilling i Tyskland udstillede de netop en række malerier de kaldte "Med venlig hilsen". Billedserien var en hilsen fra Fynsområdet til det sydlige Tyskland og en hilsen til en stor kunstner - Johannes Larsen. Den nye billedserie er på lignende måde en hilsen til Johannes Larsen. "Vi er meget glade for kunne vise vores arbejder i Kerteminde." "Det pæne museum på Møllebakken er vores inspiration" "Vi har et ønske om også at lave pæne billeder og vi kradse kun lidt i overfladen." Det pæne er ikke lige frem stuerent - sjovt nok - vi har gjort et forsøg. Om det lykkedes, må publikum selv bedømme" udtaler Lars og går tilbage til arbejdet med at gøre billederne færdig til fernisering den 1. september.

 

Kanel i haven

For at finde ud af, hvordan Kanel kom ind i titlen, anbefaler kunstnerne, at man besøger museet på Møllebakken. Der er efter sigende en fin duft af kanel et sted i haven. Hvor det præcist er, kan ingen af dem desværre oplyse.

 

Fotos af kunstnerne Lars Bjødstrup og Peter Mengel