Aber og  fasaner i modlys

En fredag eftermiddag sent, kun kort inden skumring, kørte jeg fra Bøsseløkke Strand mod Magleby. Inden første sving mod skoven konfronterede jeg den første flok fasaner: Farverige fasankokke i modlys med konturer som en Sikker-Hansentegning spankulerede rundt, formentlig nydende dagens sidste solstrejf i fulde drag, forventningsfulde ventende på nattens mørke og dermed forbundne aktiviteter, som jeg er uvidende om. Også efter svinget mod syd flokkedes flere flokke af fasankokke og -jomfruer – forsøgsvis gjorde jeg kvinde- og mandtal, og da jeg nåede fireogfirs inden branddammen efter næste sving, gav jeg op – flokken var for talrig.

Så erindrede jeg en oplevelse i min barndom: et besøg i abegrotten i Knuthenborg Dyrepark. Første gang, jeg var inden for hegnet i den definerede abegrotte, var i min fars Ford Taunus, lyseblå og ganske ny – straks vi var inden for hegnet, blev vi overvældet og overmandet af flokke af abeansigter med flækkede munde, hvor mundvigene krængede op, bagud, med direkte adgang til hvide tænder og mørke mellemrum. Overalt på bilens karrosseri hang de, og snart var vinduesviskerne væk, sidespejlet næsten flået af og fjernet. Fra bilen foran vores forsvandt lynsnart en forkromet pynteliste og en baglygte. Endnu hører og husker jeg mors undertrykkede gisp og fars vrede raseriudbrud over dette bagholdslignende angreb – senere indførte greven af Knuthenborg en bus i abegrotten, så klagerne kunne forsvinde. Min far fik nye vinduesviskere.

Fantastisk med fasanerne, som der i skumringen søgte ud på skovvejens sikkert varme asfalt for at slikke fredagens sidste soldråber i sig, ude i tunnelen mellem træernes toppe og med usikkert rum over sig. Flokken var så tal- og farverig, at det virkede voldsomt overvældende og nærmest overdrevent – hvad laver denne farverige fugl i fugtige skovmiljøer, langt fra sin oprindelige position i Asiens skove? En anden tid, et andet miljø? Tilsyneladende er det, som Pia Juul skriver i digtsamlingen sagde jeg, siger jeg, at ”dinosaurerne er ikke uddøde/ de flyver udenfor/ vi spiser dem til jul” med henvisning til palæontologernes opfattelse af dinosaurerne som fugle og fasanen som den yngste fætter til tyrannosaurus rex og velocyraptorerne. Den fredag eftermiddag var de unægtelig skræmmende i deres flokmentalitet og –adfærd. Jurassic Park bragt til live på Sydlangeland – juratiden og nutiden smeltet sammen i skyttevenlige fjerkræ. Jeg er sikker på, at fasanerne nød dagens sidste solstrejf – måske de sidste overhovedet inden skytters og skarpe skuds ankomst til revirerne.

Fortælling af Lars Bjødstrup

oktober 2002