|
|
|
WILD LIFE - en maleriudstilling
Landskabet Drømmen om landskabet bearbejdes med flader og strukturer i samspil. De frie former og farver bliver fragtmenter af forskellige landskaber. De malede flader fastholder maleriets todimensionale overflade og pirrer øjets søgen efter dybde og rum. Den klare palet med mørke og lyse farver, de lette penselstrøg, og de markante, indarbejdede streger beskriver vores grundvilkår, nemlig balancen mellem modsætninger og de fremadskridende forløb. Billederne skildrer verden med et kaos, der på næsten forunderlig vis holdes i ligevægt af farver og former.
Elefanten Elefanten er rammen om mødet med mellem stumper fra barndommens trygge verden i tresserne og halvfjerdserne og Afrikas, Australiens og Indiens enkle og dynamiske dekorative kunst og mønstre. Frembragt i maleteknikker, vi normalt definerer som europæiske. Malerierne handler om mødet mellem modsætninger og om humor som værktøj, der forbinder og heler. Elefanten symboliserer ro og styrke, hvilet er uundværlige elementer i en fragmenteret verden og i maleværkstedet, hvor elefanten bliver fællesnævner og bindeled mellem adskilte kulturer.
Landskabsbillederne er udført af Lars Bjødstrup, og elefantbillederne er udført af Peter Mengel.
|